Æstetik, bydesign og landskab
Den grønne indkørsel til byen skal bevares
Nærmer man sig Århus ad motorvejen sydfra, får man indtrykket af en smuk og grøn by, der ligger lunt mellem skove, å og hav. Den fornemmelse holder ved, når man kommer tæt på og kører ind ad Åhavevej. Indkørslen til byen er ført ind gennem ådalen med naturen tæt på kolonihaverne og den lave bebyggelse. Når man kommer til Skanderborgvej, melder byen sig for alvor.
Når den nye vejforbindelse fra motorvejen til Havnen står færdig, skal Åhavevej fortsat være den vej i det grønne, som den er i dag. Men linjeføringen vil være mere elegant, og den vil være trukket væk fra kolonihaverne, som vil blive yderligere støjbeskyttet og mindre generet af vejen, trods en formentlig større trafikmængde.
"Det æstetiske og landskabelige aspekt ved hele dette anlægsarbejde vejer ganske tungt. Vi vil gerne have, at man oplever en smukkere vejforbindelse med mere elegante linjer samtidig med, at trafikken glider bedre, og den tunge trafik kommer væk fra gadeniveau," forklarer Thorkild Green, der er ansvarlig for projektets æstetiske elementer i et tæt samarbejde med byplanlæggere, arkitekter, bydesignere og landskabsarkitekter.
På Åhavevej vil trafikanten møde en ny og større Langenæsbro, der fører togtrafikken over vejen. Den nye bro vil i høj grad få karakter af en ny byport til Århus. Togbroen markerer samtidig indkørslen til den 1,8 km lange Tunnel under Marselis Boulevard. Også i tunnelen er der lagt vægt på at give trafikanten en æstetisk indbydende og varieret oplevelse. Væggene bliver lyse og loftet mørkt med en række specialdesignede lysløsninger, som også vil markere gadekrydsene over tunnelen.
Hvor tunnelen munder ud på Havnen, tages der hensyn til Strandvejens promenade med havne- og bugtudsigt og til hvilke ønsker, der kommer fra planlæggerne af den nye bydel, De Bynære Havnearealer.
Selve Marselis Boulevard retableres i vid udstrækning som i dag, så den fortsat har karakter af boulevard. Ja, boulevard-karakteren vil i høj grad blive forstærket gennem design af beplantning og byinventar, og der lægges vægt på at bevare de gamle akser gennem kvarteret, som Stadion Allé og Dalgas Avenue udgør.
03-02-2009

