Nyhedsbrev

Få nyheder og trafikinfo.


Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange pr. år.


Sikkerhedskoncept og -organisation

Forebyggelse er det vigtigste
Sikkerheden er meget væsentlig i forbindelse med en tunnel. Sker der et uheld i tunnelen, skal den være indrettet, så uheldet hurtigt registreres af politiet, trafikken stoppes og der hurtigt kan ske en redning og oprydning således at trafikken generes mindst muligt.

Men også i anlægsfasen spiller sikkerheden en stor rolle, og med fagprojektleder Lars Juul i spidsen er der nedsat en gruppe, der analyserer sikkerhedsaspekterne både under anlægsarbejdet og efterfølgende i tunnelens driftsperiode. Lars Juul har mange års erfaring med denne type arbejde og har arbejdet med Limfjordstunnelen i 12 år. Siden 2001 har han på vegne af Vejdirektoratet været ansvarlig for drift og vedligehold af deres fire tunneler i Danmark.

SURR gruppe
Der er nedsat en såkaldt SURR gruppe - en gruppe, der skal analysere og rådgive om Sikkerhed, Udrykning, Redning og Rydning. Gruppen involverer ud over de rådgivende ingeniører, Århus Kommune, Østjyllands Politi, Århus Brandvæsen og andre, der har specialviden inden for feltet.

"Det er vigtigt, at vi fra starten får en god dialog, så vi får tilgodeset ønskerne fra de forskellige involverede. For eksempel har vi i planlægningsfasen ændret afstanden mellem dørene mellem tunnelrørene, så de er afpasset længderne på brandslangerne. En ting, der måske ikke lyder særlig væsentlig, men for lang afstand kunne betyde, at brandvæsenet ikke kunne arbejde effektivt i tilfælde af en brand i tunnelen," forklarer Lars Juul.

SURR gruppen fungerer som en rådgivende instans, der leverer input, så andre kan udforme de konkrete, fysiske og tekniske løsninger på de forskellige problemstillinger.

"Vi fokuserer i de indledende projektfaser mest på, hvordan driften skal foregå i tunnelen. Det er nu, der skal planlægges og tages højde for de forskellige krav, så de kan indarbejdes i den fysiske og tekniske udformning af tunnelen. Men vi har også stor opmærksom på, at anlægsfaserne vil blive gennemført med størst muligt fokus på sikkerheden, for såvel områdets beboere som entreprenørerne" siger Lars Juul.

03-02-2009

Powered by Netaction