Sikkerhedsarbejdet godt på vej
Lige nu er Østjyllands Politi, Århus Brandvæsenet og tunnelprojektets øvrige eksperter i fuld gang med at vælge og teste sikkerhedsudstyr samt udarbejde beredskabsplaner for sikkerheden i tunnelen under Marselis Boulevard. Målet er, at sikkerheden i tunnelen som minimum skal være på samme niveau som på et tilsvarende anlæg.
Alt sikkerhedsarbejde er organiseret i projektets såkaldte SURR-gruppe, der ud fra EU's tunneldirektiv og egne beregninger rådgiver om Sikkerhed, Udrykning, Redning og Rydning.
Ulykker i tunneler er meget sjældne
Heldigvis forekommer ulykker i tunneler meget sjældent. Og som regel skyldes de ikke fejl i tunnelen.
"En norsk undersøgelse viser, at langt de fleste ulykker i tunneler sker i forbindelse med, at biler går i stå i tunnelen som følge af tekniske problemer eller manglende benzin. Men skulle uheldet være ude, uanset årsag, er det altafgørende, at alle tekniske foranstaltninger er i orden, og at de relevante myndigheder reagerer hurtigt og korrekt," fortæller vicepolitiinspektør Lars Ozol, der koordinerer og varetager politiets rolle i projektet.
Sikkerhed i enhver situation
Allerede i de første tegninger af tunnelen er der tænkt på sikkerheden. For eksempel bliver tunnelen forsynet med branddøre for hver 60 meter samt trappeskakte, der fører op over jorden. Derudover arbejdes der med en række forskellige sikkerhedsinstallationer.
"I øjeblikket har vi blandt andet fokus på videoovervågningen, der skal sikre, at vi altid kan se, hvad der foregår i tunnelen. Derudover overvejer og afprøver vi forskellige varslings- og evakueringsformer, herunder både højttaleranlæg i tunnelen og meddelelser over trafikradioen. På den måde vil bilisterne altid få præcis information og vejledning i tilfælde af uheld eller ulykker, lige meget hvor de er i tunnelen," forsikrer Lars Ozol.
Automatiske systemer sikrer hurtig udrykning
Netop nu analyserer SURR-gruppen flere ulykke- og brandscenarier, og beregningerne har stor betydning for sikkerhedsforanstaltningerne i og omkring tunnelen.
På baggrund af de aktuelle beregninger af eksempelvis røgudviklingen ved en given ulykke er Østjyllands Politi i samarbejde med Århus Brandvæsen og projektets øvrige eksperter i færd med at opstille beredskabsplaner for blandt andet evakuering og lukning af tunnelrør samt tekniske installationer.
Ved brand kan det for eksempel være nødvendigt at koble ventilationen i tunnelrørene fra, mens den andre gange skal kunne blæse røgen i en bestemt retning, så alle hurtigst muligt kan komme i sikkerhed i den modsatte ende af tunnelen.
Derudover bliver alle rutiner systematiseret, så vagtcentralen ved blot at trykke på et par knapper i løbet af ganske kort tid får sendt ambulancer, brandvæsen eller teknikere til stedet, alt efter hvad den aktuelle situation kræver.
Bruger erfaring fra andre tunneler
Foruden konkrete beregninger og målinger for tunnelen under Marselis Boulevard tager projektets parter også ved lære af to færdige tunnelprojekter.
"Vi kigger for eksempel nærmere på sikkerhedsudstyret på Øresundsforbindelsen. Derudover kan vi drage stor nytte af erfaringerne fra Limfjordstunnelen, der på trods af sin alder har et af Europas mest moderne sikkerhedssystemer," afslutter Lars Ozol.
31-08-2009

