Nyhedsbrev

Få nyheder og trafikinfo.


Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange pr. år.


Vejanlægget Åhavevej - Marselis Boulevard

Udvidelse og udbygning
Som led i projektet for Tunnel under Marselis Boulevard skal Åhavevej udvides til fire spor. Det er en vigtig del af projektet, som skal styrke kapaciteten og fjerne flaskehalse på vejanlægget.

"Planlægningen af vejanlægget er en stor klump, men vi prøver at spise elefanten i små bidder. Den største udfordring er krydset ved Viby Ringvej, som er meget trafikeret og skal fungere i hele anlægsperioden," fortæller Jochim Kempe, der er fagansvarlig for dette område.

Fra Viby Ringvej forlægges Åhavevej mod nord og føres i en blød bue under jernbanen ved Langenæstunnelen, hvorefter vejen bliver til Marselis Boulevard. Før vejen krydser Skanderborgvej, etableres åbningen til tunnelen under Marselis Boulevard. Samme sted fører ramper op til gadeniveau ved Skanderborgvej og ved Marselis Boulevard. 

I forbindelse med tunnelkonstruktionen graves Marselis Boulevard op. Efterfølgende skal vejen derfor genopbygges med en ny gadeprofil, som får mange lighedspunkter med den nuværende, men hvor der i højere grad lægges vægt på en løsning med æstetiske og rekreative værdier.

Geometri
Hovedopgaven i vejprojektet er at fastlægge geometrien for de veje og vejelementer, der indgår. Det gælder vejenes horisontale linjeføring, det gælder tværsnit, og det gælder de vertikale profiler. Der udarbejdes en samlet 3D-model for det vejprojekt, som skal udføres i marken af den efterfølgende entreprenør.

Krydset ved Viby Ringvej skal projekteres, så motorvejen kan føres under, og Viby Ringvej føres over på en bro. Samtidig etableres nye ramper og svingbaner, blandt andet en såkaldt "shunt", der fører trafikken fra Viby Ringvej i sydgående retning direkte ud på motorvejen.

"Der er stor fokus på, at trafikken kan forløbe så smertefrit som muligt på såvel Viby Ringvej som Åhavevej. Det gælder, når anlægget er færdigt, men også i anlægsperioden. Derfor arbejdes der med trafikmodeller, som detaljeret kan simulere, hvordan trafikken forløber i de forskellige scenarier," fortæller Jochim Kempe.

Flere vejbaner under banebroen
Ved Langenæstunnelen, som er betegnelsen for den brede bro, der bærer jernbanen over Åhavevej, skal der føres fire vejbaner under jernbanen mod to i dag. Udfordringen her er blandt andet at få planlagt byggeriet af den nye bro, så generne for såvel vejtrafikken som banetrafikken bliver mindst mulige. Stedet har også en særlig arkitektonisk bevågenhed som fremtidig byport ind til Århus.

Stor logistikopgave
Byggeriet af tunnellen under Marselis Boulevard er en logistikopgave af de større, fordi den eksisterende trafik skal kunne afvikles på langs og på tværs af boulevarden samtidig med, at man skal grave ud til og bygge en tunnel. Og vel at mærke på en måde, så beboerne langs Marselis Boulevard berøres mindst muligt. Byggeriet af tunnelen vil ske i mange små bidder og deletaper.

Ved tunnelens og projektets afslutning på Århus Havn skal der foretages flere større ombygninger og omlægninger af den nuværende trafik. Mange forhold spiller ind, blandt andet hensynet til hvordan man kommer sikkert ud og ind i tunnelen, Århus Havns planer og strategier for områdets fremtid, transport af gods på havnesporet osv. Som ved de andre delområder af det store anlæg arbejdes der med at skabe en løsning, så vejene bliver gode at køre på, og så fremkommeligheden og trafiksikkerheden er i orden.

03-02-2009 

Powered by Netaction